Huse som kaffevarmere
Jeg hyggede mig med at sy kaffevarmere til en udstilling på Rønde Bibliotek, de små fugle kom det samme sted hen.
Det kom der et par huse ud af, som nu er solgt. Kaffe-og thevarmere er rigtig gode projekter, både fordi de er overskuelige, men der kan også puttes alverdens små finurligheder ind i dem. Tænk dem bare som en personlig bryllupsgave med husnr. og evt vejnavn.
Og her er et gult hus. Træet og stigen er broderet med maskinbroderi.
Det kunne være så fedt med et kursus i udelukkende kaffe-og thevarmere. I er velkomne til at kontakte mig via min mailadresse, hvis det har interesse.
Jeg skal også lige tilføje, at hvis I bestiller opskrifter og garnpakker skal det også ske via min mail, for jeg kan ikke svare personligt via bloggen.
Små fugle
Jeg har kastet mig ud i at sy fugle, noget jeg har ønsket rigtigt længe at få tid til. Her kommer stofrester helt til sin ret, også dem, der måske er udtjent i andre sammenhænge, eller er udpinte af skiftende trends. De små fyre er kun ca. 10 cm høje, og der kommer helt sikkert flere, og også andre arter.
Denne lille fugl er syet af babyfløjl og et lidt groft, rustikt stykke stof.
Syning af fugle, er jeg stødt på i England og USA, og jeg har ikke svært ved at hoppe med på trenden.
Her er “han” set fra siden, så I kan se hans lille hanekam og alle de små sting på kinderne!
Hæklet tørklæde i cirkler
Nej, hvor har jeg forsømt denne side. Undskyld!
Jeg har længe gerne villet dele en opskrift med jer, som jeg har fundet i et engelsk hækleblad.
Nu har jeg oversat opskriften, jeg mangler selv at hækle sidste række på mit eget tørklæde, men det må I leve med, for jeg har så mange jern i ilden, med bl.a at designe nye opskrifter! Så nu tager jeg et billede af det ufærdige tørklæde, så I også kan få glæde af opskriften!
Jeg har hæklet i strømpegarn fra Drops “Fabel” på hæklenål 2,5 mm, men tænk jer også tørklædet i ” Noro silk garden sock! Rigtig god fornøjelse med tørklædet!
Hæklet tørklæde i cirkler
Forkortelser:
Lftm = luftmasker
Hstgm= halvstangmasker
Stgm= stangmasker
Km = kædemaske
Opslagning:
6 lftm, 1 hstgm i 3. lftm fra hæklenålen (så er der lavet en ring). *8 lftm, 1 hstgm i 3. lftm fra nålen* – gentag *-* 49 gange, tilsidst 3 lftm. (= 50 ringe).
1.række: hop over de første 3 lftm, * hækl 4 stgm, 1 lftm, 4 stgm i første ring, hop over 2 lftm, km i næste lftm, hop over 2 lftm*, gentag *-* rækken ud, km i sidste lftm. Vend rækken af halve cirkler, således at du kan hækle tilbage: spring over 2 lftm og gentag *-* rækken ud og slut af med km i sidste lftm. (= 50 cirkler). Bryd garnet og læg rækken af cirkler til side.
Hækl en opslagningsrække som ovenfor.
Herefter hækles 1. række igen som ovenfor. Når de 50 halve cirkler er hæklet afsluttes rækken som ovenfor med en km i sidste lftm.
Rækken vendes, og nu skal denne række hækles sammen med den allerførste række af cirkler. Det hækles således: hop over to lftm, * 4 stgm, km i lftm mellem de 8 stgm i den første cirkel, på den første række af cirkler, 4 stgm, hop over 2 lftm, km i næste lftm, hop over 2 lftm*. Gentag rækken ud, og km i sidste lftm. Bryd garnet. Nu er de to første rækker af hver 50 cirkler hæklet sammen.
3. og 4. række af cirkler hækles som den sidste række af cirkler, således at de løbende hækles sammen.
Der kan selvfølgelig hækles flere end 50 cirkler og flere end 4 rækker. Forestil dig det som et helt tæppe!
Tørklædet er designet af: Linda Permann (www. Lindamade.com)
Adventskrans
Så er det adventstid, og jeg fik lyst til, at lave en kitch’et adventskrans!! Hvem kan ikke huske malkekransen fra 1970′erne (den originale er selvfølgelig flere hundrede år gammel) ! Min mor havde lavet en meget brun én til mig, til mit brune 70′er-værelse! Jeg tænkte, at i år skal idéen ha et comeback – nu er der så tilføjet broderi, perler, stofblomster og fluesvampe – og i midten en mini-havenisse og et dådyr!! Totalt kitch – and I love it!
Alt stoffet (stort set) er købt på min dejlige arbejdsplads: Stof og Stuff, jeg lægger lige et link til netbutikken, for vi har de skønneste stoffer.
Billedet her er ikke til at stå for: bedre model findes ikke!!!
Er han ikke dejlig? Én af mine dejlige beagle-hvalpe tager sig en lille lur i mit nye barnevognstæppe!
Barnevognstæppet må du selv hækle, men hvalpen er til salg! I skrivende stund er hvalpene 9 uger gamle, vi har fået solgt to, men der er fire charmetrolde tilbage.
Barnevognstæppe

Så er jeg endelig færdig med det barnevognstæppe, som jeg begyndte på i sommerferien!!! Tingene går ikke så hurtigt, som ønsket, når man er mor, får nyt arbejde og seks små hundehvalpe!
I nederste hjørne af tæppet, er der en firkant uden cirkel i midten, her forestiller jeg mig, at barnets navn og årstal skal broderes. Hvis tæppet så går i arv til lillebror eller lillesøster, kan der fjernes en cirkel fra én af de andre firkanter, og et navn og årstal mere kan broderes på.
Dette tæppe har jeg hæklet i farver, som jeg synes, passer både til en dreng og en pige, men jeg har også sammensat ét i mere “pigefarver” og ét i mere “drengefarver”!
Tæppet er hæklet i uld og super dejligt varmt og blødt.
Så er uglen i Hendes Verden.
“Uglen for hulen” er kommet i “Hendes verden”, som opskrift, garnet kan købes hos mig!
Sjovt nok er den kommet til at hedde en ugle der luner, de syntes nok, at “Uglen for hulen” er liger lovligt frækt!!!
Men det er den samme ugle, og garnet kan bestilles på mail, den kan bestilles som enten, blå, grøn, lilla, rød, pink eller brun ugle. Alle farverne er blandet af to farver, så den får lidt “tweed-effekt”.








